Det Fynske Dyrskue er en weekend, hvor landbruget stiller op med nogle af deres flotteste dyr – både de sjældne dyr og de velkendte Dyrskue-dyr som heste, køer, æsler, får, geder, kaniner og mange flere. Alle er de er trimmet og friseret og klar til at blive beundret og bedømt.

Det er en weekend med masser af fristelser og friske fødevarer. På Dyrskuets fødevaremarked står gårdbutikker og producenter klar med smagsprøver og gode tilbud på alt fra honning, friskbrygget øl, sprøde grøntsager, kød og pølser, friskbagt brød, is og meget mere.

En weekend i børnehøjde. Børnene har deres helt eget Børnedyrskue, hvor børn i alle aldre udstiller kæledyr i alle størrelser, og overalt på Dyrskuepladsen er der aktiviteter og oplevelser for børnene. Hos Elsesminde Produktionshøjskole og 4H kan børnene se, hvordan en laks parteres, mens de 5-8 årige kan quizze sig frem til et ”Minifarmer”-diplom og en ”Minifarmer”-kasket.

Kontaktoplysninger
Det Fynske Dyrskue
Broløkkevej 2
5250 Odense
Telefon: 6093 0055